anderslaugesen.dk

Tidlige erindringer om tro

 

De første erindringer af religionens verden

 

Som barn kom vi næste hver uge på besøg i Spørring, hvor min mormor boede. Hun havde en manfektur-forretning, hvor man i hendes butik med sytråd og underbukser kunne købe ugeblade. I baglokalet havde min morfar haft skrædderforretning, men han døde året før jeg blev født, så han kender jeg kun gennem min mors erindring. En streng men også kærlig far, havde han været. Som 33 årig mistede han i løbet af et år sin kone og 2 små børn. Han hår var blevet gråt i løbet af ganske kort tid, og der var kommet en skygge over hans liv. Min mormor blev ansat som husholder kort tid efter, og det varede vist ikke længe, inden hun blev mor for de 2 over­levende sønner. Selv fødte hun 3 børn, hvoraf min mor var den mellemste. Som 5 årig fik min mor et klaver af sin far, fordi hun elskede musik.

Min bedstemors hus åndede af historie, og lugtede inde­sluttet. I den ny stue fik vi børn kun sjældent lov at komme, men spise­kammeret og loftet blev så meget mere vores lege- og gemmesteder.

Mormor talte aldrig om sin tro. I det hele taget var sjældent, hun talte om sig selv og sine tanker. Hun havde engang været kokkepige på en højskole, hvor hun havde lavet mad til en land­brugsminister. Det var hun stadig uhyre stolt over 50 år efter, og højsko­len havde betydet et mentalt brud med hendes fattige barndom og ungdom. Som 5 årig var hun blevet sendt ud for at tjene, og som barn havde hun kun gået i skole hver anden dag frem til 7 klasse. Jeg husker, at hun fortalte, hvordan hun på visse tidspunkter kunne nå at løbe de 5-6 kilometer hjem til sin mor imellem to gøremål. Og om hvor ofte hun græd af længsel efter sine forældre og søskene.

Mormors liv var aktivt. Altid i gang med at koge medisterpølse, bage kringle eller gøre rent.

Men der er to ting, jeg husker, som fik hende til at falde til ro. Det ene var, når der skulle spilles kort - west eller rommy - sammen med de andre koner i byen. Så skulle der meget til at afbryde koncentrationen og der­med stoppe en og to ørernes vandring fra spiller til spiller. Når der blev spillet kort, sad mændene i den ene stue og kvinderne i den anden. De kendte hinanden så godt, at det med kortspillet vist kun var en und­skyldning for at være sammen uden at skulle finde på for meget at sige. Man fik jo småsludret med dem alle sammen i løbet af ugen, fordi de alligevel var i butikken for at købe Ude og Hjemme eller Familie­journalen.

Det andet sted, hvor jeg klart husker, at min mormor slappede af, var i kirken. Hver søndag sad hun på kirkebænken, og havde en stille stolthed over alle de salmer hun kunne uden ad. 'Hvad let man i barndommen nemmer, man ej i alderdommen glemmer', sagde hun, når vi unger undredes over, hvordan hun kunne huske salmevers. (det var dengang Jesper Milling og jeg som 10 årige havde fast i ’Den Blå Betænkning’ for at vise vores dansklærerinde fru Tværmose, at der ingen hjemmel var for at få os til at lære salmevers uden ad).

Når vi af og til var med mormor i kirke - det skete bestemt ikke ret tit - så var hun meget alvorlig. Måske lidt trykket. Hun havde ærefrygt inde i Guds hus, og salmebogens blade var slidt tynde. Det var hendes bog, og kirken var hendes Guds-hus.

Var jeg ikke oftemed i kirke, så var jeg til gengæld tit med oppe på kirkegår­den for at se til den bedstefar. Det blev naturligt at komme derop, men også af og til lidt vemodigt. Især kan jeg huske, at jeg tænkte på de små børn, som lå begravet ved siden af bedstefar. Mon det kunne ha' været mig - var de nede i jorden. Der var så absolut noget uforløst over følelserne oppe på kirkegården, og der var ingen, som forklarede mig, hvor de døde små nu befandt sig. Måske sagde en eller anden, at de døde børn var hos Gud i himme­len, men det blev ikke sat med den overbevisning, som skaber barnetro. Derimod husker jeg tydeligt en tidlige kritik af billedet af Gud som en mand oppe i himmelen.

Men vi bad altid fadervor - mor og mig - og i det fandt jeg en tryghed samtidig med, at der også var en vis uro. Det var godt at bede til Gud. Mor viste mig, at man kan gøre det uden frygt, men samtidig husker jeg, at netop når vi bad, så kunne jeg fornemme, når mor havde det svært. Over savnet af sin far og måske også i sit ægteskab. Når vi bad til Gud, så kom vi tæt på så mange store følelser.

 

Gud var der i min barndom, men ikke som nogen central figur. Vi gik aldrig i kirke - i hvert tilfælde husker jeg kun kirkebesøgene fra Spørring sammen med mormor og mor. Mine forældre levede i 60'erne et liv, hvor den sociale opstigning var det vigtigste - og så mig. Der var masser af kærlighed og opmærksomhed, som jeg ganske enkelt badede mig i. Der blev talt meget med mig - hele tiden - og tingene stod altid til diskussion.

Jo, der var ét møde med kirken, som jeg ikke glemmer. Som 4 årig var jeg i Italien sammen med mor og mormor. Jeg husker den frygtelige afsked med far, imens vi lagde fra kaj fra Århus på vej mod København. Vi fløj med propelmaskine til Venedi, og med i rejseselskabet var biskop Højrup fra Århus. Han talte med min mormor, og jeg tror, at hendes respekt og imponerethed smittede af på mig, når jeg fik et ord med på vejen. Jeg har kun en svag erindring af en mand med grå bukser, som lugtede gammelt og var meget venlig. Men mormors respekt husker jeg tydeligt.